Dansk test af hormonforstyrrende stoffer godkendt af OECD

23 Apr 2012  


DHI har været med fra første færd i udviklingen af en ny metode, der anvender zebrafisk til at teste for hormonforstyrrende stoffer. Metoden er nu udgangspunkt for en valideret og accepteret OECD- guideline.

Testmetoden, der måler på fisks kønsudvikling, er den første OECD-testmetode, som er målrettet til at identificere de kemiske stoffer, der virker hormonforstyrrende på fisk i miljøet.

Kønsbestemmes efter 60 dage
Med testen påvirker man zebrafisk i 60 dage med forskellige stoffer, hvorefter man kønsbestemmer dem. Med denne danskudviklede metode kan man afgøre, om et kemikalie har en hormonforstyrrende effekt. Testmetoden er et vigtigt skridt på vejen til, at forbrugere og virksomheder kan få bedre kontrol over anvendelsen af alle de kemikalier, som vi omgiver os med i vores dagligdag i for eksempel emballage, kosmetik og andre forbrugerprodukter.

Zebrafisk-testen har også stor betydning for virksomheder f.eks. i den kemiske og farmaceutiske industri, som ønsker at udvide deres eksport og derfor har behov for sikkerhed for, at deres produkter ikke er skadelige for miljø og mennesker.

10 års udviklingsarbejde
Godkendelse af metoden, der officielt navngives OECD Test Guideline Nr. 234 (TG 234) er frugten af ca. 10 års udviklingsarbejde ledet af forskere fra Biologisk Institut og Syddansk Universitet med involvering af en lang række laboratorier i Tyskland, Sverige, England og Japan samt DHI i Danmark.

Projektet er finansieret af Miljøstyrelsen og Nordisk Ministerråd, der har nedsat en stående samarbejdsgruppe til udvikling af testmetoder for kemikalier med særlig fokus på hormonforstyrrende effekter.