eREACHNano – værktøj til registrering af nanomaterialer

eREACHNano er et gratis værktøj til SMV’er, hvor man kan finde information om de data, der er nødvendige for at kunne registrere nanoformer under REACH.

eREACHNano er et nyt, gratis værktøj til små og mellemstore virksomheder, der ikke selv har ekspertise inden for regulering af nanomaterialer.

Værktøjet er på engelsk og udviklet af en arbejdsgruppe under Nordisk Ministerråd, N-Nano, og DHI.

I eREACHNano finder du information om nanomaterialer til brug ved REACH-registreringer. En række små videoer forklarer kravene til de data, der er nødvendige for at kunne registrere nanoformer, blandt andet:

  • Definition af nanomaterialer
  • Typer af nanomaterialer
  • Overblik over bilag i den eksisterende REACH-vejledning, der specifikt vedrører nanomaterialer
  • Kemisk og fysisk karakterisering af nanomaterialer
  • Test af nanomaterialer
  • Eksponerings- og risikovurdering af nanomaterialer

I december 2018 vedtog Europa-Kommissionen en revidering af informationskravene i REACH. Ændringerne præciserer hvilke informationer virksomheder, der markedsfører stoffer i nanoform, skal oplyse i deres registreringsdossier. De nye ændringer vil være gældende fra den 1. januar 2020.

De nye krav, der træder i kraft i januar 2020, er ikke med i den nuværende version af eREACHNano, men bliver inkluderet i en opdateret version af værktøjet senere i år.

eREACHNano-projektet er finansieret af Nordisk Ministerråds arbejdsgruppe for kemi, miljø og sundhed samt DHI.

Læs mere: http://ereachnano.dhigroup.com

Vil du vide mere:

Dorte Rasmussen
dor@remove-this.dhigroup.remove-this.com
Tel +45 4516 9316