Miljøfarlige stoffer og miljørisikovurdering

Bæredygtighed og miljøvenlighed er i stigende grad en konkurrenceparameter. At foretage en risikovurdering allerede når et produkt formuleres, kan i sidste ende være med til at spare både tid og penge. Vi kan hjælpe jer med at identificere stoffer og risikovurdere kemikalier, der kan være problematiske for miljø og sundhed.

Vi vurderer blandt andet kemikalier i forbindelser med REACH-registreringer og godkendelse af biocider. Ligeledes guider vi virksomheder, der ønsker at substituere enkeltstoffer i deres produkter til mere miljøvenlige alternativer.

Vi kan også hjælpe med at fastsætte vandkvalitetskriterier eller foretage ABC-vurderinger i forbindelse med tilladelser til udledning af spildevand.

Fra stofdata til beslutningsgrundlag

En fare- eller miljøvurdering kræver ofte, at mange forskellige datatyper samles og vurderes i sammenhæng. Det kan være fysisk-kemiske egenskaber, klassificeringer, økotoksikologiske data, nedbrydelighed, bioakkumulering, anvendelsesmønstre, udledningskoncentrationer, fortynding, baggrundskoncentrationer og lokale miljøforhold.

Vi hjælper med at identificere det relevante datagrundlag, vurdere datakvalitet og håndtere tilfælde, hvor data er begrænsede eller usikre. Når der mangler eksperimentelle data, kan vi understøtte vurderingen med anerkendte screeningsværktøjer, QSAR, read-across, konservative antagelser og regulatoriske accepterede beregningsmetoder.

Målet er at skabe et fagligt robust og transparent beslutningsgrundlag, som kan bruges i dialogen mellem virksomheder, rådgivere og myndigheder.

Udledning og miljøkvalitetskrav

For udledninger til vandmiljøet er det afgørende at kunne vurdere, om udledningen kan påvirke opfyldelsen af gældende miljøkvalitetskrav. Det gælder både for nye og eksisterende udledninger, punktkilder, industrielle aktiviteter, bygge- og anlægsprojekter, renseanlæg og diffuse påvirkninger.

DHI hjælper med at vurdere koncentrationer i udledningen, fortynding i recipienten og den resulterende påvirkning i vand, sediment og biota. Vi arbejder med både nationale og internationale miljøkvalitetskrav og har erfaring med at udlede stofspecifikke miljøkvalitetskriterier (PNEC-værdier), når sådanne kriterier ikke allerede findes. Dette omfatter kritisk vurdering af økotoksikologiske data, vurdering af datakvalitet og anvendelse af regulatorisk accepterede metoder.

Vi kan også hjælpe med at identificere relevante stoffer, fastlægge vurderingsgrundlaget og dokumentere resultaterne i et format, der kan anvendes i dialogen med myndigheder og som grundlag for tilladelser og regulatoriske beslutninger.

Miljømærkning og substitution

Miljømærkning stiller ofte krav, der går videre end de generelle kemikaliekrav. Produkter, der skal opnå Svanen eller EU-Blomsten, skal dokumentere, at de lever op til kriterier for blandt andet farlige stoffer, bionedbrydelighed, bioakkumulering og toksicitet over for vandmiljøet.

DHI kan hjælpe med at gennemgå produktformuleringer, råvaredata, sikkerhedsdatablade, DID-listeværdier og WUR-beregninger. Vi kan også vurdere alternative råvarer og støtte virksomheder, der ønsker at substituere problematiske stoffer med mere miljømæssigt acceptable alternativer.

Ved at vurdere kemikalier tidligt i produktudviklingen kan virksomheder reducere risikoen for forsinkelser, reformuleringer og afvisninger senere i processen.

Når dokumentationen skal kunne holde

Vores rådgivning er baseret på faglig gennemsigtighed og dokumenterbare vurderinger. Vi lægger vægt på at beskrive forudsætninger, usikkerheder og datagrundlag tydeligt, så vurderingen kan bruges i praksis - både internt, over for kunder og i dialog med myndigheder.

Uanset om opgaven handler om et enkelt stof, en produktformulering, en kompleks udledning eller et større myndighedsprojekt, kan vi hjælpe med at omsætte kemisk og økotoksikologisk viden til et klart beslutningsgrundlag.

Miljøkvalitetskrav og biotilgængelighed

Et vandkvalitetskriterie er den højeste koncentration, hvor det skønnes, at et stof ikke vil give negative effekter på vandøkosystemer. Udgangspunktet for at fastsætte et vandkvalitetskriterie er en såkaldt nuleffekt koncentration (PNEC).

Mange stoffer, herunder metaller, er kun delvist tilgængelige for optagelse i organismer i miljøet. Den faktiske miljøeffekt bestemmes derfor bedst ved at tage hensyn til, at det kun er den biotilgængelige fraktion af stoffet i vandmiljøet (og sedimentet), der kan optages og virke toksisk.

Miljøkvalitetskravene for nikkel og bly refererer til den biotilgængelige koncentration af metallerne. At inddrage biotilgængelighed i reguleringen af metaller i ferskvand er en forholdsvis ny lovgivningsmæssig tilgang og repræsenterer en betydelig ændring i forhold til at overholde kravværdier i vandmiljøet.

Da vi hjalp Københavns Kommune med at vurdere stoffer i grundvandet under udgravningsarbejdet ved etablering af Ringstedbanen, benyttede vi modellerne Bio-met og M-BAT.

Modellerne blev brugt til at beregne den biotilgængelige koncentration af blandt andet nikkel ved udledning af grundvand til Harrestrup Å. 

Læs mere om projektet: Metallers biotilgængelighed afgør toksicitet og overholdelse af kvalitetskriterier

ABC-vurderinger og industrispildevand

Virksomheder, der anvender kemikalier i produktion, rengøring, overfladebehandling eller andre processer, skal ofte dokumentere, om stofferne kan afledes til kloak eller renseanlæg. Her anvendes ABC-vurderinger til at vurdere organiske stoffers miljøfarlighed og deres egnethed til afledning med spildevand.

DHI har stor erfaring med ABC-vurderinger af organiske stoffer og kan hjælpe med at vurdere stoffernes klassificering, nedbrydelighed, bioakkumulering og effekter på vandlevende organismer. Vi kan også gennemgå krav i tilslutningstilladelser og hjælpe med faglige vurderinger i dialogen med kommunen eller forsyningen.

Modellering af stoffers skæbne og transport

Mange miljørisikovurderinger kræver en vurdering af, hvordan et stof transporteres, fortyndes, nedbrydes, sorberes eller fordeles mellem miljømatricer. DHI anvender både simple screeningsmodeller og mere avancerede eksponerings- og spredningsmodeller afhængigt af problemstillingen.

Vi kan modellere og vurdere stoffers skæbne og transport i blandt andet vandmiljøet, sediment, jord og grundvand. Det kan for eksempel være relevant ved udledninger fra renseanlæg, industrielle processer, bygge- og anlægsaktiviteter, forurenede grunde, borekemikalier, skibsfart, pesticider eller andre kemikalieanvendelser.

Vores styrke er, at vi kombinerer modellering med økotoksikologisk og regulatorisk forståelse, så resultaterne kan omsættes til en konkret vurdering af miljømæssig risiko.

Regulatorisk støtte til kemikalier, biocider og pesticider

Miljøvurderinger indgår ofte som en del af regulatoriske processer. DHI rådgiver om datakrav, stofvurderinger, miljøeksponering og dokumentation i forbindelse med blandt andet REACH, biocider og pesticider.

Vi kan hjælpe med data gap-analyser, vurdering af testbehov, litteratursøgning, QSAR/read-across, eksponeringsvurdering, PNEC-afledning, IUCLID-relateret dokumentation og udarbejdelse af faglige notater eller rapporter. Hvor der er behov for nye studier, kan vi også hjælpe med teststrategi, dialog med laboratorier og vurdering af resultaterne.

ABC-metoden

Tilslutningsvejledningens ABC-metode er en metode til at vurdere organiske stoffers miljøfarlighed. Metoden bygger på en inddeling af stoffer i tre kategorier (A-, B- og C-stoffer) på baggrund af deres potentielle humane skadevirkning, biologiske nedbrydelighed og mulige skadelige effekter over for vandlevende organismer.

Metoden bliver blandt andet anvendt, når kommuner fastsætter vilkårene i tilladelser til at tilslutte industrispildevand til offentlige spildevandsanlæg.

Hos os kan du få hjælp til at vurdere stoffer efter ABC-metoden. Vi kan også hjælpe med at gennemgå kommunens krav til eller afgørelse vedrørende en tilslutningstilladelse.

Miljømærker

Virksomheder, der skaber produkter med høj fokus på miljø og sundhed, kan benytte miljømærkning som en konkurrenceparameter.

På verdensplan vokser antallet af certificeringsordninger, der skal fremme en grøn udvikling. Ifølge Ecolabel Index, en global oversigt over eksisterende miljømærker, er der på nuværende tidspunkt over 465 miljømærker.

I Danmark er især Svanen og EU-Blomsten udbredte. Svanen er det nordiske miljømærke, og EU-Blomsten er det europæiske miljømærke. Mærkerne kan tildeles en bred gruppe af produkter herunder kosmetiske produkter, rengøringsmidler, maling og lak, opvaskemidler, vaskemidler, hårde hvidevarer samt legetøj.

Få hjælp til miljømærkning

Kravene til miljømærkede produkter går længere end minimumskravene til kemikalier ifølge REACH-lovgivningen. Produkter mærket med Svanen og EU-Blomsten skal være blandt de mindst miljøbelastende og må ikke indeholde stoffer, der er problematiske for sundheden.

Med vores store kendskab til kemikalier er vi eksperter i at foretage risikovurderinger i forhold til menneskers sundhed og miljøet.

Hvis I ønsker at søge om miljømærkning, kan vi hjælpe med at gennemgå produktformuleringerne og vurdere, om produkterne lever op til miljømærkekriterierne, inden de sættes i produktion. Ved at vælge de rigtige stoffer tidligt i processen kan I reducere omkostningerne til udvikling.

Kursus

P.t. ingen faste kurser. Ved ønske kan vi give kursus i ovenstående emner.