Nye grænseværdier for hydrogencyanid i visse fødevarer

Der er vedtaget nye grænseværdier for hydrogencyanid, hvilket får betydning for indholdet i blandt andet hørfrø, mandler og abrikoskerner.

Hydrogencyanid er et meget giftigt stof. Selv om det ikke forekommer i fødevarer på toksikologisk relevante niveauer, frigives det, når vegetabilske fødevarer, der indeholder cyanogene glycosider, tygges eller på anden måde forarbejdes. 

I EU-forordning 2022/1364 fra august 2022 er der fastsat nye grænseværdier for indholdet af hydrogencyanid, herunder hydrogencyanid bundet i cyanogene glycosider, i visse fødevarer som hørfrø, mandler, abrikoskerner og maniok. De berørte fødevarer fremgår af bilaget til forordningen.

Der skal mærkes med advarslen ”Kun til madlavning og bagning. Må ikke indtages i rå tilstand!” ved små pakninger af hørfrø med højt indhold af hydrogencyanid eller bittermandler, der markedsføres direkte til forbrugerne.

Ændringerne er trådt i kraft, men der er en overgangsperiode. Det betyder, at varer markedsført lovligt inden d. 1. januar 2023 kan sælges frem til datoen for mindste holdbarhed eller sidste anvendelsesdato.

For flere oplysninger, kontakt:

Helle Buchardt Boyd    
hbb@dhigroup.com
Tel +45 4516 9097