AskREACH letter arbejdet med at oplyse om SVHC-stoffer

Miljøstyrelsen opfordrer virksomheder til at indberette oplysninger om SVHC-stoffer til AskREACH databasen bag appen Tjek Kemien. Det letter arbejdet med at svare på henvendelser fra forbrugerne.

Forbrugere har ret til at få oplyst, om en artikel indeholder mere end 0,1 vægtprocent af et særligt problematisk stof (SVHC-stof). Dette skal ske inden for 45 dage efter anmodningen ifølge EU’s REACH lovgivning. SVHC-stoffer omtales også som kandidatlistestoffer, det vil sige stoffer, som på et tidspunkt kan komme til at kræve en myndighedsgodkendelse for fortsat at måtte benyttes.

AskREACH giver svar med det samme
Hvis virksomheder registrerer oplysninger om SVHC-stoffer i deres artikler i AskREACH databasen, som Tjek Kemien appen henter sine oplysninger fra, får forbrugerne svar med det samme, når de bruger appen. Virksomhederne skal dermed ikke bruge tid på at besvare hver enkelt henvendelse om et produkt.

AskREACH og Tjek Kemien appen benyttes foreløbig i 15 europæiske lande.

Er AskREACH og SCIP det samme?
AskREACH må ikke forveksles med SCIP-databasen, selv om de begge handler om oplysningspligten vedr. indhold af SVHC-stoffer i artikler.

Forskellen er, at det er lovpligtigt at indberette oplysninger om SVHC-stoffer til SCIP-databasen ved markedsføring af artikler med indhold af SVHC-stoffer. AskREACH er derimod et hjælpeværktøj til virksomheder i forbindelse med deres forpligtelse til at svare på henvendelser om indhold af SVHC-stoffer, og dermed er det ikke et krav at registrere oplysningerne i AskREACH-databasen.

Har du spørgsmål om SVHC-stoffer i artikler, kan du få hjælp hos:

Anne Rathmann Pedersen
arp@remove-this.dhigroup.remove-this.com
Tel +45 4516 9370