Melamin på vej på Kandidatlisten over problematiske stoffer

Til august vil de tyske myndigheder indstille melamin til EU’s Kandidatliste over særligt problematiske stoffer. Det kan i sidste ende betyde, at brug af melamin vil kræve tilladelse fra myndighederne.

Melamin bliver indstillet med henvisning til REACH Forordningens artikel 57(f), som omfatter stoffer, der mistænkes for at være hormonforstyrrende eller være meget skadelige for miljøet. Netop stoffets skadelige effekter på miljøet er årsagen til, at Tyskland foreslår, at melamin optages på Kandidatlisten.

Når et stof kommer på Kandidatlisten, er det første skridt mod, at stoffet kan ende med at blive optaget på Godkendelseslisten. Hensigten med at optage et stof på Kandidatlisten er, at give virksomheder mulighed for at undersøge andre alternativer, inden det kommer på Godkendelseslisten. Sker det, må stoffet kun anvendes, hvis man får godkendelse fra myndighederne.

Melamin i fødevarekontaktmaterialer
Hvilken betydning det kan få for stoffets anvendelse i fødevarekontaktmaterialer er endnu uvist. Melamin er allerede i myndighedernes søgelys som vigtig bestanddel i bambusplast, hvor undersøgelser har påvist meget høje afgivelser af formaldehyd. 

Miljø- og sundhedseffekter
Melamin kan, når det ikke er polymeriseret som i melaminplast, skade blæren og nyrerne og er mistænkt for at være kræftfremkaldende. Stoffet er udbredt i miljøet, hvor det nedbrydes langsomt.

Hvis du vil vide mere om brugen af melamin, kontakt:

Lise M. Møller
lmm@dhigroup.com
Tel +45 4516 9133
 

Tidligere artikel - fik du læst:
Bambusservice kan være plast og afgive formaldehyd