Migration fra mikrobølgeplast

Når du spiser take-away mad, kan du risikere at indtage kemiske stoffer og mikroplastpartikler fra de anvendte plastbeholdere, som kan være sundhedsskadelige.

Beholdere af plast til mikrobølgeovne bruges i vid udstrækning i hjemmene og som beholdere til take-away mad. En kinesisk undersøgelse har identificeret 42 forsætligt tilsatte stoffer og mere end 100 ikke-bevidst tilsatte stoffer, der kan migrere fra plastbeholdere af PP, SAN eller Tritan.

Spiser du take-away mad dagligt, kan det resultere i et årligt indtag på op til 55,15 mg kemiske stoffer og 150 millioner mikroplastpartikler fra de anvendte plastbeholdere, inklusive stoffer der ikke er bevidst tilsat, men som kan være sundhedsskadelige.

Giftige stoffer og mikroplast identificeret
Nogle af de ikke-bevidst tilsatte stoffer er ifølge forfatterne meget toksiske stoffer, der overstiger EU’s anbefalede grænseværdier. Derudover blev der påvist mikroplast med høje værdier på over en million partikler/L fødevaresimulant fra nogle af beholderne.

Det kinesiske studie Migration of (non-) intentionally added substances and microplastics from microwavable plastic food containers er tilgængelig online på ScienceDirect og bliver publiceret i Journal of Hazardous Materials, Volume 417, september 2021.

Hvis du vil vide mere om fødevarekontaktmaterialer, kontakt:

Helle Buchardt Boyd   
hbb@remove-this.dhigroup.remove-this.com
Tel +45 4516 9097