Nye EU-krav for afgasning af formaldehyd

Træbaserede møbler og artikler i bilkabiner bliver omfattet af strengere afgasningsværdier for formaldehyd, som EU-Kommissionen har vedtaget.

Ifølge de vedtagne krav må afgasning af formaldehyd fra træbaserede indendørsartikler som fx møbler ikke overstige en koncentration på 0,062 mg/m3 i indeklimaet. Denne grænse gælder også for afgasning fra artikler i bilkabiner.

For andre artikler som fx tekstiler, læder, plastic, elektronik og byggematerialer må afgasningen ikke overstige en koncentration på 0,08 mg/m3.
 
Ikrafttrædelse
Reglerne blev vedtaget i juli måned. Producenter og importører skal opfylde kravene senest om 3 år. For artikler til biler skal kravene dog være opfyldt senest om 4 år.

Afgasning af formaldehyd kan forekomme, hvis formaldehyd har været anvendt i produktionen, og derfor er indeholdt i artiklen. Afgasning kan også finde sted, hvis artiklen indeholder formaldehyd releasere, som er stoffer, der langsomt afgiver formaldehyd ved kemisk omdannelse.

Skal beskytte forbrugerne
Reglerne er indført for at beskytte almindelige forbrugere mod formaldehyds sundhedsskadelige effekter. Formaldehyd er stærkt irriterende for øjne og luftveje ved lave koncentrationer. Ved højere koncentrationer kan stoffet medføre kræft i luftvejene. Formaldehyd er desuden allergifremkaldende.

For mere viden om afgasning af formaldehyd og andre stoffer, kontakt:

Poul Bo Larsen   
pbl@dhigroup.com 
Tel +45 4516 9478