Bambusservice kan være plast og afgive formaldehyd

’Bambuskopper’ i melaminplast kan frigive meget høje mængder af formaldehyd, og i Finland vil man fremover kun acceptere bambusfibre i plast til fødevarekontakt, hvis de kommer på listen over additiver.

Bambus er blevet et stadig mere populært fyldstof i plastservice af melaminformaldehyd (MFR) og markedsføres ofte som bambusservice som alternativ til plast.

Bambus i melamin afgiver formaldehyd
En undersøgelse af melamin- og bambusservice foretaget af det tyske sundhedsrisikovurderingsinstitut BfR viser dog, at cirka en ud af fire af de undersøgte bambuskopper og anden bambusservice afgav formaldehyd i mængder, der er 30 gange højere end det anbefalede tolerable daglige indtag (TDI) for voksne og op til 120 gange højere for børn. Frigivelsen af melamin fra bambusservice var ligeledes høj sammenlignet med traditionel melaminplast. BfR fraråder at bruge melamin- og bambusservice til varme retter og drikke, da tests tyder på, der frigives stigende mængder melamin, jo oftere servicet bruges til varm mad og drikke.

Finland kræver bambusfibre på listen over plastadditiver
De finske fødevaremyndigheder har meddelt, at de ikke vil acceptere bambusfibre og -mel i plast til fødevarekontakt, før de er optaget på listen over additiver i forordning 10/2011 vedrørende plast til fødevarekontakt.

Produkter, der allerede er på markedet, accepteres i det omfang, de ikke overskrider grænserne for migration af melamin og formaldehyd. De finske myndigheder understreger, at markedsføring af bambusprodukter med melamin ikke må give forbrugeren den opfattelse, at produkterne udelukkende består af bambus, da de er plastprodukter.  Af hensyn til produkternes genanvendelighed er det desuden ønskeligt, at de mærkes med plasttype. 

Er der lovgivning på vej?
Fødevarestyrelsen skriver på sin hjemmeside: ”Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har vurderet anvendelsen af træ og andre plantematerialer, som eksempelvis bambus, som additiver i fødevarekontaktmaterialer af plast. EFSA konkluderer, at disse materialer skal vurderes enkeltvis og har foreslået kriterier, der skal anvendes i vurderingen.

EU-Kommissionen forventes at etablere en overgangsperiode, hvor produkter tilsat bambus kan forblive på markedet, mens EFSA risikovurderer anvendelsen. Dette forudsætter, at EFSA modtager en ansøgning om brugen af bambus som additiv i plast.”

Få mere at vide om fødevarekontaktmaterialer:

Helle Buchardt Boyd   
hbb@remove-this.dhigroup.remove-this.com
Tel +45 4516 9097