Undgå at tilbagekalde medicinsk udstyr på grund af partikler

Indhold af partikler i udstyr beregnet til injektion kan være skyld i, at produkterne må kaldes tilbage fra markedet. Nyt vejledningsudkast fra FDA skal hjælpe virksomheder med at agere ud fra en risikobaseret tilgang.

Partikler i medicinsk udstyr beregnet til injektion kan være skyld i alvorlige bivirkninger hos patienten. Partikler kan fx være skyld i inflammatoriske reaktioner på injektionsstedet eller kan forårsage systemiske reaktioner som infektion, allergi eller blodpropper. Alt efter partiklernes sammensætning kan de også medføre, at patienten udsættes for giftige kemikalier eller metaller.

På grund af risikoen for alvorlige følger for patienten skal alle produkter, der er beregnet til parenteral administration (det vil sige indsprøjtning i en vene, muskel eller under huden), principielt være fri for partikler jf. U.S. Pharmacopeia General Chapter <790>. I praksis er det imidlertid en udfordring at fremstille produkter til injektion, som er helt frie for partikler.

Mange kilder til partikler
Partikler kan dannes under fremstillingen eller stamme fra komponenter, beholdere eller emballage, ligesom de kan opstå i forbindelse med håndtering, vask og steriliseringsprocesser. Partikler kan også opstå under formuleringen af produktet, for eksempel kan proteiner i kontakt med silikonebehandlede overflader danne forbindelser, der kan medføre immunologiske effekter. Partikler kan desuden stamme fra eksterne forureningskilder.

For producenter af medicinsk udstyr kan forekomsten af partikler i et produkt føre til, at produktet tilbagekaldes af den amerikanske Food and Drug Administration (FDA). Faktisk har partikler i de sidste to årtier været en væsentlig årsag til, at FDA har tilbagekaldt produkter. Op til 25 % af FDA’s tilbagekaldelser i 2014 skyldtes partikler.

FDA-vejledning om sikkert design
For at hjælpe virksomheder med at forebygge risikoen for forurening med partikler har FDA udgivet et nyt udkast til vejledning om udvikling og implementering af en holistisk, risikobaseret tilgang til kontrol af synlige partikler i produkter til injektion.

Dokumentet præciserer, at arbejdet med at reducere risikoen for partikler bør integreres i design og udviklingen af et produkt, og ikke være en efterfølgende tilpasning af produktet. En sådan tilgang til sikkert design forudsætter, at producenten kan forudsige tilstedeværelsen af partikler. Dette kræver en god forståelse for og toksikologisk viden om potentielle kilder til partikler og analytiske metoder til partikelkarakterisering. 

Identificer risici fra begyndelsen
Ifølge FDA’s vejledningsudkast Inspection of Injectable Products for Visible Particulates – Guidance for Industry skal producenter, der søger om FDA-godkendelse af et produkt beregnet til injektion, kunne identificere og karakterisere synlige partikler (dvs. størrelse, form og kemisk sammensætning). Desuden skal de kunne bestemme risikoen baseret på faktorer som fx administrationsvej og patientgrupper. Andre faktorer omfatter partiklernes skæbne i kroppen, opløsning og kemisk påvirkning af celler eller væv, immunologiske effekter, infektionsevne og risiko for kræft.

For flere oplysninger om, hvordan man minimerer risikoen for partikler, kontakt:

Astrid Skovmand
aesk@remove-this.dhigroup.remove-this.com
Tel +45 4516 9253