Faldgrube for detailhandlere ved SCIP-databasen

Detailhandlere, der leverer artikler og produkter udelukkende til private forbrugere, kan nemt komme til at overse, at de kan være forpligtet til at registrere deres artikler i EU’s nye SCIP-database.

Ifølge oplysninger på det europæiske kemikalieagentur (ECHA’s) hjemmeside er detailhandlere og andre aktører i forsyningskæden, der leverer artikler direkte og udelukkende til forbrugere, ikke omfattet af forpligtelsen til at indsende oplysninger til SCIP-databasen.

Nærlæser man imidlertid ECHA’s vejledning om indberetning til SCIP-databasen, fremgår det, at EU-importører eller producenter af en artikel, der indeholder et særligt problematisk stof i en koncentration over 0,1 vægtprocent, er omfattet af kravet om at skulle indberette artiklen til SCIP-databasen, også selvom man udelukkende leverer direkte til forbrugere.

Kravene i SCIP
Man er forpligtet til at indberette en artikel i SCIP-databasen, hvis den indeholder et særligt problematisk stof på EU’s kandidatliste i en koncentration på over 0,1 vægtprocent. Kravet har været gældende siden den 5. januar 2021. Læs mere her.

Formålet med SCIP-databasen er at give bedre oplysninger om indholdet af problematiske stoffer i artikler til forbrugere og til affaldsoperatører i forbindelse med genanvendelse. Siden oplysningspligten trådte i kraft, har ECHA modtaget mere end fem millioner indberetninger til SCIP-databasen. ECHA forventer at påbegynde publicering af disse data i løbet af de kommende måneder.

Få mere at vide om SCIP-databasen og hvordan man laver en indberetning hos:

Anne Rathmann Pedersen
arp@remove-this.dhigroup.remove-this.com
Tel +45 4516 9370